TV-GRO - kan også ses på GRO-TV - bliver en ugenlig alternativ TV-avis eller nyhedsudsendelse. Indholdet bliver det, som de etablerede medier fravælger, fordi vi går i dybden og ikke kun bliver på overfladen med det underholdende. Og formen bliver mere amatøragtig, men har en særlig kvalitet ved, at det er de direkte implicerede, der selv har lavet optagelserne. Udsendelsen vil vare cirka ½ time, hvor man ser en række videoer, som automatisk følger efter hinanden. I starten kommer der kun en ny udgave hver måned, men målet er hver uge. Det bliver en TV-kanal på internettet for, med og til dig og mig.

Direkte kommunikation. Nødvendig organisering.


Start

TV-GRO starter på Gro Sommerlejr 2021 i uge 30 fra lørdag til lørdag 24-31. juli. Se mere på: www.gro-sommerlejr.dk

Målgruppe
GRO-TV er til for alle os, der gerne vil redde kloden og ændre samfund og livsstil. Vi er både producenter og seere. Det handler om at kommunikere med hinanden på en måde, hvor vi supplerer Facebook, Instagram mfl., sådan at det tilfredsstiller vores behov for vidensdeling og erfaringsudveksling.

Sådan gør man
Man optager en video, redigerer den og uploader den til Youtube. Her kopierer man den indlejrede kode. Og så går man til TV-GRO’s hjemmeside, hvor man indsætter den indlejrede kode. Man udfylder også en del andre felter.

Dem, der har oprettet en profil på hjemmesiden, kan se ugens uploadede videoer - og kan give point fra 1-3.

De videoer, som har fået flest point, bliver af nogle redaktører sat sammen til ugens (månedens) alternative TV-avis.

Alle kan så se den alternative TV-avis. Og dem. der har oprettet profil på hjemmesiden, kan skrive kommentarer, som alle kan læse.

Alle videoer bliver gemt i et bibliotek - sammen med kommentarer og gennemsnittet af pointgivningen. Og der bliver nogle søgemuligheder som for eksempel klima, biodiversitet, kønsidentitet, idræt for sjov, jordbrug, mad, dyr mm. Man kan også søge på årstal – samt på kombination af kategori og årstal.


Muligheder

Det er intensionen, at vi også laver et bibliotek af de filer, som bliver brugt, når man skal uploade til Youtube. Dem kan man så ”klippe” i - og tage dele og sætte sammen til nye videoer. Man kan så lave en ny video, hvor der dels er noget, som man lige har optaget, dels er noget fra tidligere år, og dels er noget, som er taget fra andres videoer. Vi bruger altså hinandens videoer. Kun dem, der har oprettet en profil på GRO-TV, har adgang til dette bibliotek – og kan bruge videoerne. Ellers har GRO-TV copyright.

GRO-TV er non-profit, og alle arbejder frivilligt uden løn.

GRO Sommerlejr 2021
Om onsdagen dannes der 4 hold, der hver får at sæt optageudstyr, som består af 2 kameraer, 2 stativer, en retningsbestemt mikrofon samt 2 trådløse mikrofoner, som kan sættes på tøjet.

Hvert hold skal dels interviewe en eller to personer - og dels lave en lille video om sommerlejren. Kl. 22:30, når det er blevet mørkt, viser vi på et stort lærred udrag af optagelserne.

Efter lejren kan man låne udstyr af os. Man skal selv have/anskaffe et redigeringsprogram til sin computer. Det kan fås ret billigt.

Perspektiv
I fremtiden kan vi indgå i et samarbejde med andre tilsvarende TV-kanaler rundt om i verden. Særlig fokus bør være på oplysningsvideoer, der kan ses på smartphone i landsbyer i den fattige del af verden.

TV-GRO's hjemmeside bliver gjort klar til brug efter sommerferien 2021.

Vil du være med?
Hvis du har kommentarer eller spørgsmål – eller du har nogle idéer – eller gerne vil være mere aktiv med, er du velkommen til at kontakte os på kontakt@gro-tv.dk